International projektledelse - dyk ned i værktøjskassen!
Få styr på roller, rammer og samarbejde, når du skal lede et internationalt projekt. På workshoppen dykker vi ned i de vigtigste værktøjer til projektstyring – fra organisering til kommunikation og konflikthåndtering.
Er du involveret i et internationalt partnerskab gennem DUFs internationale pulje – eller er du lige ved at tage hul på et nyt samarbejde? Så kom med til vores heldagsworkshop, hvor vi dykker ned i de vigtigste elementer af international projektledelse.
Gennem øvelser, oplæg og sparring får du indsigt i, hvordan man i en projektgruppe kan skabe struktur, fremdrift og godt samarbejde i partnerskabet – særligt når I arbejder på tværs af kulturer og lande.
Du får bl.a. viden og værktøjer til:
Konflikthåndtering i projektgrupper og partnerskaber
Interkulturelt samarbejde og kommunikation – hvordan bygger vi tillid og forståelse?
Organisering, rollefordeling og ansvar i frivillige teams
Grundlæggende projektstyring: planlægning, koordinering og opfølgning
DUF vil sørge for frokost og aftensmad på dagen samt kaffe, te og snacks. Der vil også være god mulighed for at møde andre unge fra DUFs medlemsorganisationer, der er engageret i internationale partnerskaber.
DUF kan refundere udgifter til transport.
Målgruppe:
Frivillige i DUFs medlemsorganisationer, som er aktive på DUFs internationale pulje – eller ønsker at blive det.