Ny DUF-indsats vil skabe bedre miljøer for frivilligheden
18-08-2025
Flere steder i foreningslivet er frivilligheden under pres og forandring. DUF søsætter et projekt med 2,62 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden, der skal skabe bæredygtige frivilligmiljøer og sikre, at foreningslivet fortsat er en arena, hvor unge trives og bidrager - også i fremtiden.
Hvordan sikrer vi et bæredygtigt og engagerende foreningsliv, hvor unge har lyst til og mulighed for at deltage og tage ansvar? Og hvilke barrierer findes der for unge, som endnu ikke er en del af foreningslivet? Det er nogle af de ting, som et nyt projekt, der ledes af DUF, skal have fokus på. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 2,62 millioner kroner og afvikles i samarbejde med CFSA - Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
"Mange foreninger oplever de samme udfordringer og udviklinger, når det kommer til frivillighed. Det kræver, at vi finder fælles løsninger og nye veje på tværs. Derfor er vi også glade for Nordea-fondens støtte til vores projekt, som skal teste, hvordan vi skaber gode og bæredygtige frivilligmiljøer, hvor unge har lyst til og mulighed for at engagere sig og tage ansvar i vores foreningsliv og dermed også vores demokrati,” siger Christine Ravn Lund, der er forkvinde for DUF.
Trædesten til et levende og stærkere foreningsliv
Formålet er at søsætte og teste initiativer til at styrke det danske foreningsliv på tværs af sektorer, og herigennem udvikle større og bredere partnerskaber, der kan skubbe på for bæredygtige frivilligmiljøer, hvor unge trives og bidrager.
”Frivillighed og foreningsliv er en vigtig del af det danske samfund, som er med til at skabe både demokratisk dannelse og mental trivsel. Med projektet her lægges trædestenene til et endnu mere levende og stærkere foreningsliv med flere frivillige – og hvor flere unge også kan engagere sig. I Nordea-fonden er vi særligt nysgerrige efter at se, hvilke synergier der ligger i arbejdet med frivillighed på tværs af idrætten, kulturen og det sociale område, og ikke mindst de potentialer, der kunne være i en tættere videndeling mellem de forskellige sektorer,” siger uddelingschef i Nordea-fonden Christine Paludan-Müller.
Projektet, som har fået navnet ’Bærekraft - sammen om et levende foreningsliv’, kommer til at forløbe over halvandet år og består af tre spor:
- Testinitiativer, herunder målrettede konsulentforløb og netværksaktiviteter, i 6-8 testforeninger på tværs af frivillighedssektoren
- Undersøgelse af unges egne oplevelser af muligheder og barrierer for deltagelse og engagement i det frivillige foreningsliv
- Udvikling af metoder og samarbejder til et stærkere samarbejde på tværs af frivillighedssektoren, herunder idrætten, kulturen og det sociale område
Følg med
Forprojektet løber fra 1. september 2025 til og med februar 2027, og DUF vil løbende dele erfaringer, indsigter og værktøjer fra arbejdet. Du kan følge projektet her på DUF.dk og på vores sociale medier, hvor vi også inviterer til samtale og fælles refleksioner om fremtidens foreningsliv.
Er din forening interesseret i en dialog om evt. deltagelse?
Projektet vil teste initiativer til at styrke det frivillige engagement inden for temaerne Generationssamarbejde, Dynamisk deltagelse og Flere med i fællesskabet i en række testforeninger. Deltagelse som testforening er en unik mulighed for at få skræddersyet rådgivning og være med til at forme fremtidens frivillighed i samarbejde med øvrige foreninger fra den brede frivillighedssektor. Den samlede gruppe af testforeninger udvælges med henblik på bredde, diversitet ift. de øvrige testforeninger og udviklingspotentiale.
Kontakt konsulent Aline Højholt på ah@duf.dk for dialog om evt. deltagelse, eller hvis du vil vide mere om projektet.