Skolevalget er udskrevet
26-09-2021
Skolevalget er udskrevet - og over 80.000 elever er klar til at gå til valg den 14. oktober.
”Jeg har indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives Skolevalg til afholdelse torsdag den 14. oktober 2021.”
Med disse ord skød statsminister Mette Frederiksen gang i en tre uger lang valgkamp for omkring 80.000 unge, der nu skal prøve kræfter med politik og demokrati.
Det er fjerde gang, at DUF, Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet afholder Skolevalg. Første gang var i 2015, og siden da er valgene blevet fulgt tæt af forskere fra Københavns Universitet. Deres forskning viser, at elevernes deltagelse i Skolevalg giver dem større politisk selvtillid, gør dem bedre til at genkende politiske ideologier og styrker elevernes tiltro til det politiske system.
”Vi har en generation af unge, der har masser af holdninger til, hvordan verden skal se ud. De fleste mangler bare troen på, at deres holdning betyder noget. Derfor er målet med skolevalget at styrke de unges politiske selvtillid. Med udgangspunkt i skoleelevernes egne holdninger, hverdag og virkelighed deltager eleverne i demokratiet gennem en autentisk valghandling. Det skal give dem modet til at engagere sig sammen med andre unge og søge indflydelse på vores demokrati og samfund,” siger formand for DUF, Chris Preuss.